1. Afgræns det flodsystem, der skal undersøges

Først findes det sted, hvor to vandløb mødes. Kortudsnittet skal rumme både grenene før sammenløbet og flodens videre forløb. På et digitalt kort kan det kræve, at der zoomes ud, før de enkelte grene undersøges nærmere.

En biflod løber ind i en anden flod. Betegnelsen gælder derfor i forhold til det vandløb, den munder ud i. Når man læser om bifloder og deres funktion, er det vigtigt at huske, at en større biflod selv kan modtage mindre bifloder, uden at den dermed bliver hele flodsystemets hovedflod.

2. Læs signaturerne, før linjerne sammenlignes

Kortets signaturforklaring kontrolleres for vandløb, kanaler, rørførte strækninger og eventuelle strømpile. Blå linjer viser ofte vandløb, men farve og stregtype varierer. En stiplet strækning kan eksempelvis markere et periodisk vandløb, hvis signaturforklaringen angiver det.

Linjetykkelsen kan hjælpe med at finde større vandløb, men afgør ikke alene, hvilken gren der er hovedfloden. Nogle kort bruger samme stregbredde til alle floder. Hvis navnene forsvinder ved udzoomning, noteres de ved en mere detaljeret visning.

3. Fastlæg vandets retning gennem sammenløbet

Næste opgave er at skelne mellem de grene, der fører vand ind, og strækningen, der fører vand væk. Strømretningen skal bestemmes før navnene fortolkes. Nord er ikke nødvendigvis opstrøms; floder kan løbe i alle verdenshjørner.

1. Se efter strømpile på de tre strækninger omkring sammenløbet. To pile ind mod mødet og én væk fra det viser et almindeligt sammenløb. Viser pilene én gren ind og to ud, er stedet en forgrening, som blandt andet forekommer i deltaer. Stedet skal da ikke klassificeres som et almindeligt sammenløb.
2. Mangler pile, sammenlignes højdetal langs vandløbet. Vandet løber normalt fra højere mod lavere terræn; brug flere punkter, så én usikker aflæsning ikke afgør retningen.
3. Følg den formodede nedstrøms strækning videre til en større flod, en sø eller havet. Hvis forløbet i stedet ender ved et udspring, skal retningen undersøges igen.

Ved højdekurver bruges dalens form som kontrol. Kurver, der krydser en tydelig vandløbsdal, danner ofte et V, hvis spids peger opstrøms. Er terrænet fladt eller kurverne sparsomme, bør retningen kontrolleres på et mere detaljeret topografisk kort. Kan retningen stadig ikke fastlægges, markeres den som uafklaret, og klassifikationen udsættes.

4. Følg flodnavnet gennem mødet

Når retningen er fastlagt, sammenlignes navnene før og efter sammenløbet. Fortsætter ét navn nedstrøms, regnes den indkommende gren med dette navn normalt som hovedløbets fortsættelse. Den anden gren er bifloden. Kontrollen er navnet før og efter sammenløbet.

Hovedfloden er ikke nødvendigvis den længste gren eller den med størst vandføring. Navngivning kan følge historiske konventioner. Hvis begge indkommende navne ophører, og et nyt begynder, beskrives de sikrest som to floder, der danner en ny flod.

5. Efterprøv markeringen og håndter tvivl

På det færdige kort markeres sammenløbet, strømretningen og de identificerede flodnavne. Hver betegnelse placeres ved den relevante gren, så det fremgår, hvilken strækning der er klassificeret. På et digitalt kort ændres zoomniveauet derefter én gang. Hvis et navn nu ser ud til at høre til en anden linje, følges begge linjer tilbage til sammenløbet, før markeringen godkendes.

Til hver klassifikation noteres kort, hvilke navne og retningsoplysninger den bygger på. Mangler et nødvendigt navn, kontrolleres den pågældende strækning på et navngivet topografisk kort fra en offentlig korttjeneste. Hvis kortene viser forskellige navne for samme strækning, eller navnet stadig mangler, markeres klassifikationen som uafklaret frem for at vælge hovedfloden ud fra linjetykkelsen. Se også casinotime.dk.